Små bitte trøjer

…Er meget hurtigere at strikke en store trøjer. Så jeg har strikket nogle små trøjer til min datter. Nogle kan hun ikke længere passe, for hun vokser nemlig. Det skal man jo ikke klage over.

En af dem er en jordbærtrøje. Den er strikket uden opskrift i Alpaka-garn fra filcolana. Den er krympet i vask, inden jeg fik taget et foto af den, men jeg er ligeglad og viser den frem alligevel. Den er grøn i toppen og har gule prikker.

IMG_7741

Jeg har strikket to stribede trøjer, begge af rester. Det smarte ved børnetrøjer er, at de ikke kræver så meget garn. Så jeg har udnyttet mine rester.

IMG_7747IMG_7743IMG_7742

Jeg har strikket islandske sweatre efter det samme mønster i bogen “Islandsk strik” (i øvrigt et ret god bog). Mønsteret starter vist ved str 2 år, men jeg har bare strikket med lidt tyndere garn og mindre pinde, og vupti! Så er det ikke længere bare str 2 år. De er også strikket i rester, og den ene har jeg modificeret lidt på mønsteret, så det kun er i én farve. Jeg kan virkelig anbefale det mønster. Jeg er vild med det.

Jeg har strikket flere. Men det må blive en anden gang, de kommer på internettet. Måske.

Vanter. Igen. Ja.

Sidste opdatering om vanter i denne omgang. Det lover jeg.
Denne gang er det tre par, jeg har strikket efter min egen opskrift som kan findes her på siden. Jeg er lidt stolt af den opskrift, selvom jeg ikke følger den helt, jeg er oveni købet så autonom i forhold til opskrifter, at jeg ikke engang stoler på mit fortids jeg.

Et par grønne, et par grå og et par røde. Kanterne er lavet med lidt variation. Sådan går det.

Flere vanter

Som jeg tidligere har antydet, har jeg strikket vanter igen. I min opdatering skrev jeg om et par stykker, nu stikker det helt af.

Det gule par er strikket i merino og alpaca. En blanding, jeg er usikker på, om er forbudt, men det virker rigtig godt. Stjernemønsteret kommer fra Vibeke Lind’s fantastiske bog om nordisk strik. (Den hedder “strik med nordisk tradition”). Det samme gælder de grønne, som dog ikke er strikket i blandingsgarn, men bare i en merinoblanding. Igen er de strikket oppefra og ne, og med “i-cord” som afslutning.

De farvede er strikket i en masse rester, og jeg skal hilse at sige, at det ikke er særlig nemt at strikke multifarvede vanter, når garnet ikke selv skifter farve. Og der er en pokkers masse ender at hæfte bagefter, Til gengæld kan man selv bestemme, hvornår farverne skal begynde og slutte, og man ender ikke med en vante, der næsten er helt lilla. Den slags kan ellers godt forekomme.

Vantevejr… NU?

Jeg har sagt det så mange gange før. Jeg er færdig med at strikke vanter. Eller er jeg? For nu har jeg holdt en lille pause, og så var det som om, jeg lige pludselig fik lyst til at strikke et par vanter… og et par til… og et par til. Og sådan går det. De bliver gemt til vinter. Den kommer vel før eller siden.

Nogle er strikket med en bestemt person i tankerne, andre er strikket, fordi man aldrig kan få for mange vanter. Her er to par:

Begge er strikket i uldgarn på pind nr. 3. Det røde par er inspireret af Setesdalskoften, og opskriften er fundet i en af mine høj skattede vantebøger “Folk mittens“. De blå par er med klassiske stjerner. Læg mærke til at jeg har lært at lave en ny “i-cord” kant. Det er sjovt. De er også strikket ovenfra og ned. Jeg synes det er nemmere at placerer tommelfingrene ordentligt, når man starter oppefra. Selvom det ellers er lidt sværere.

 

Kofte igen

Jeg er ikke faldet ned i et hul. Jeg har bare ikke været så meget på internettet. NU er jeg lidt tilbage. Jeg har strikket, selvom jeg ikke har fortalt det til internettet, så nu må jeg begynde at samle lidt op.

Jeg har strikket endnu en kofte fra Kofteboken 2. Det er den lange ynglingskofte.
Jeg har strikket den i en blanding af alpaca og uld. Jeg ved ikke, om strikkepolitiet billiger den slags, men det er jeg ligeglad med, for det var rart. Jeg strikkede den frem og tilbage i stedet for rundt-og-klip-op-metoden, da jeg er en klodsmajor med en symaskine, og den eneste grund til, at det ikke er gået galt endnu, er rent held.
Det var fint nok at strikke frem og tilbage så længe den var ensfarvet, havde jeg tænkt, men bærestykker (som man starter med) er med mønster, og det var egentlig ret besværligt og gav anledning til en hel del banderi fra min side. Men det lykkedes, og den blev da egentlig meget fin.