Højbjergtrøjen 2

Da jeg var på Island i sommer, skete der det utrolig dejlige, at jeg på et tidspunkt befandt mig i en stor forretning fuld af Islandsk uld. Og i min glæde glemte jeg helt, at jeg slet ikke bryder mig om garn der kradser, og købte derfor en hel bunke Istex Lettlopi til at strikke en sweater af. Nu er sweateren blevet færdig. Én af grundene til, at den først er blevet færdig nu er, at jeg kom i tanke om, at jeg jo slet ikke ville bryde mig om at gå i en lettlopi-sweater, fordi jeg er vanskelig.  Men uf, det er noget lækkert garn, og der er så mange flotte farver.

Måske kan man træne sig til at gå i kradsende sweatre. Ligesom man kan blive helt glad for kaffe.

Nå! Men så kom jeg i tanke om, at jeg kender mennesker, som gennem et langt liv har trænet sig i at gå i sweatre, der kradser, og ligefrem finder det behageligt. Så nu skal den gives væk, til en der holder af den slags sweatre. Og jeg er egentlig godt tilfreds.

Jeg ved, at der findes mange gode råd til, hvordan man gør en sweater dejlig blød. Jeg synes bare aldrig rigtigt, det virker. Krads er genstidigt at komme af med.

Jeg har strikket den efter min egen opskrift, som kan findes gratis under “opskrifter”. (lidt selvglad har man jo lov at være)

Jeg har brugt 2 nøgler grønt og 8 nøgler gråt og strikket på p 4,5 i stedet for 4. Så ikke engang mine egne opskrifter kan jeg finde ud af at følge til punkt og prikke. Her er lidt fancy billeder af den:

IMG_7372

IMG_7371

IMG_7369

IMG_7366