Mere Polar-feber

Ja, Bea Uusma har sat gang i en eller anden underlig polarfeber hos mig. Men da jeg ikke bryder mig om blæsevejr, og ikke er særlig rig, bliver jeg hjemme og læser om kulde og sne i stedet for selv at vandre ud i et vanvittigt, hvidt eventyr. Jeg har derfor læst et par bøger om Amundsen og Scott, begge to gode bøger, der nok har givet meget et lidt mindre helte-agtigt billede af de to sydpols-eventyrer.

Hvis hvad der stå i disse bøger er sandt, så er Scott det største fjols, der nogensinde kommer til at sætte sine ben på Sydpolen. Nordmændene med Amundsen i spidsen er godt forberedt, og vant til sne og ski og is. Englænderne med Scott i spidsen er derimod dårligt forberedte og det er kun et par stykker af dem, der har prøvet at stå på ski før. For hvad skal man bruge ski til på Sydpolen?

Det er vist ikke noget under, at Amundsen kommer først, og meget sørgeligt, at Scott aldrig kommer hjem. Men selvom Amundsen uden tvivl var en god leder, er jeg lidt usikker på, om han var en rar mand. Men det er måske heller ikke det, der tæller, når man befinder sig på Sydpolen. Hvad ved jeg.

Jeg kan virkelig anbefale begge bøger, hvis man altså bryder sig om at læse om sne og is og folk der traver gennem snestorme. Det er nok ikke alle, der synes det er ligeså spændende som jeg gør.

IMG_6457 IMG_6458 IMG_6459

BOGEN BOGEN BOGEN

Dette blog-indlæg indeholder en masse tekst. Det er fordi jeg simpelthen er så begejstret at jeg ikke kunne holde op med at fylde internettet med ligegyldig viden om polarekspeditioner. Undskyld på forhånd.

Kan nogen huske at jeg for et års tid siden var fuldstændig forelsket i et radioprogram, der handlede om en bog, der handlede om Andrées Polarekspedition? Sikkert ikke. Jeg kan huske det. Jeg har nu fået fat i Bea Uusma’s bog “Expeditionen”, og det er fabelagtig læsning, det må jeg sige. Den er ganske vist på svensk, og selvom jeg holder meget af Sverige, synes jeg stadig ikke altid det er så nemt at læse så bevæbnet med en ordbog gik jeg igang med bogen, og jeg var lykkelig fra første side. (den svenske ordbog havde jeg i øvrigt fået gratis fra fysisk bibliotek. Jeg ved ikke hvorfor fysisk bibliotek ejede en svensk-ordbog fra starten, og jeg forstår endnu mindre hvorfor de skulle ønske at give den væk. Men nu er det min. Bare ærgeligt, fysisk bibliotek.)

Okay, til dem der ikke aner hvad jeg taler om, (og af en eller anden grund stadig er interesserede?) vil jeg lige fortælle lidt om BOGEN. (med stort)
I 1897 flyver en hydrogenballon fra Svalbard mod nord. Ombord er 3 mænd, Andrée, Frænkel og Strindberg. Deres mission er at flyver over polen i luftballon, og lande sikkert i fx Sibirien. Desværre går noget galt. Man hører aldrig fra igen, og man finder først resterne af ekspeditionen 33 år senere, i 1930, ved et tilfælde. Spørgsmålet er: Hvad er der sket? Hvad gik galt? Bea Uusma er ikke tilfreds med forklaringen på, hvad der er sket med ekspeditionsmedlemmerne, og i bogen følger vi hendes egen ekspedition, der går ud på at finde ud af, hvad der er sket. Hun besøger Hvideøen, hvor deres sidste lejr blev fundet i 1930. Hun besøger Svalbard, og alle tænkelige museer der kan indeholde information om hvad der er sket. Det er en bog om Andrée og hans ekspedition, men det er også en bog om Bea Uusma’s egen ekspedition og så er det historie og så er det en kærlighedshistorie om Strindberg, der skriver til sin forlovede i sin dagbog. Men hvorfor skrive alt dette? Bogen skal opleves. Ikke læses.

Det er fantastisk læsning. Jeg giver den en trillion stjerner. (ud af 10)
Den er fuld af flotte billeder, og det er ikke sidste gang jeg læser den. Helt sikkert ikke.

IMG_6442

IMG_6444

IMG_6443

 

 

Bøvertun Koft’Amok

Jeg har strikket min første kofte! Den hedder Bøvertun, og deler derved navn med et sted i Norge, hvor der vist ligger en hytte og ikke ret meget andet. Måske skulle man en dag tage på koftetur og besøge Bøvertun iført sin Bøvertun-kofte? Det ville måske være fjollet, men det er der jo så meget der er.

Her er lidt billeder. Jeg har taget mange, fordi jeg er lidt stolt:

IMG_6376

IMG_6377

IMG_6378

IMG_6379

IMG_6380

 

Den strikkes ovenfra og ned.  Jeg er fan af denne metode. Man kan så undervejs prøve den, og se om den er passende størrelse. Ikke dårligt. Jeg hader at trevle op. (og lave strikkeprøver. Selvom jeg burde gøre det noget mere)

bov01

Dobbelt hage. Yes.

IMG_6422

Ved indtagning på undersiden af ærmerne har jeg strikket en blå stribe. Jeg er normalt ikke så god til at få de der udtagningssteder til at se pæne ud. Men jeg synes den blå stribe har hjulpet på det. Det er nok smag og behag om man bryder sig om blå striber. (og kofter. Men jeg kan ikke forestille mig at man ikke kan lide kofter. De er jo fra Norge)

IMG_6420

IMG_6418a

IMG_6406

Alting ser lidt mere norsk ud, når der er sne og træer i baggrunden.

IMG_6389

Jeg har lært meget af at strikke Bøvertun. (om strikning. Det ville måske have været smart hvis jeg havde lært lidt om fysik også. Det er jo trods alt det, jeg skulle forestille at studere) Bøvertun strikkes rund og klippes derefter op foran. Det er meget nervepirrende at klippe i så stort et strikkeprojekt. Med en ægte saks. Det virker næsten ulovligt. Godt der ikke findes et strikke-politi. Men koften holdt til klipperiet, og historien om Bøvertun endte godt. Jeg er klar på flere kofter! kofte kofte kofte. (lopapeysa er stadig et bedre ord. Kofte er dog heller ikke helt værst)

Opskriften er fra Kofteboken.  Kofteboken er dejlig. Tak Norge.

 

Kofteboken og den skotske kusine

Meget kreativ overskrift. (måske?)

Jeg vil lige fortælle lidt om to vidunderlige strikkebøger. Begge handler om strikkede sweatre, og er begge ret populære, så for ekspertstrikkeren er der nok ikke noget overraskende i dette indlæg. Jeg er den lykkelige ejer af dem begge, og det er jeg egentlig ret tilfreds med. Den første er “Kofteboken” som jeg tidligere har omtalt, og som har sat en kofte-mani i mit hoved, der forhåbentlig slutter på et tidspunkt. (og det handler stadig ikke om frikadeller af oksekød, men norske trøjer)

IMG_6435

Bogen ser således ud, og er ganske utrolig. Damen på forsiden er en af bogens forfattere.  (ja. Hun er norsk.) ‘Koftejakten’, som jeg har omtalt før har efter sigende sat hele Norge på den anden ende, og det kan jeg godt forstå. (om der virkelig er tale om hele Norge, hersker der dog noget tvivl om. Jeg lader dog tvivlen komme det norske folk til gode)

Kofteboken indeholder opskrifter som denne:

IMG_6437

Hvorfor det er nødvendigt at opfriske læbestift, når man er på skovtur, er dog lidt en gåde. Men jeg er jo (desværre) heller ikke fra Norge.

IMG_6436

 

Koften på billedet ovenover har jeg kastet min kærlighed på. Den skal strikkes på et tidspunkt, skal den. Og så skal jeg fejre det ved at binde en rød klud om hovedet og tage på skovtur, ligesom damen på billedet. Den strikkes på pind 3. Åh, pind 3. Du er både min ven og min fjende.

Jeg er faktisk smugstartet på en kofte, og jeg skal nok snart vise den frem på bloggen snart.

Den skotske kusine er Kate Davies bog “Yokes”. Jeg er virkelig glad for den bog, der også har rigtig mange flotte mønstre. Kate Davies ser iøvrigt virkelig venlig ud, og det er jo ikke den værste måde, man kan se ud på. Jeg kan godt lide bogen, fordi den engelske strikketradition på nogle måder adskiller sig meget fra den nordiske. Og det er da sjovt. (bare lidt? måske er det bare mig) Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte med alle muligheder. Så jeg lader tilfældigheden råde. Lidt. Eller starter fra begyndelsen.

IMG_6439

IMG_6440

En vinterhue (med opskrift)

Jeg har strikket en vinterhue til en kær veninde. Med pompom på toppen. Lækkert. Jeg elsker pompom’er.
Den er strikket i Nepal fra Garnstudio. Det er varmt, blødt og hurtigt at strikke med, fordi det med pind 5. (nice)
IMG_6395

IMG_6393

IMG_6391

Hvis man selv får lyst til at strikke sådan en veninde-hue, så kan man jo gøre det. Opskriften er lagt ud under “opskrifter” (som nu ikke længere er falsk reklame, fordi der rent faktisk er mere end én opskrift. Flertal er tilladt så, ikke?) Den er selvfølgelig gratis. Folk elsker gratis.